Del 3 – Træningslejr og EC

Læs tidligere webdok afsnit her: Webdok

Søndag d. 20. december 2020

Hvis man gerne vil prøve en ny sport af, så aftaler man en prøvetræning og kigger forbi et træningsanlæg i nærheden af én. Sådan har det ikke været for Jannick, Lukas, Marius, Rasmus og Simon – for bobslæde er ikke noget man bare lige prøver af. Så beslutningen om at satse på OL i 2026 er taget før en eneste atlet har siddet i en bobslæde. Og det er jo i bund og grund ret skørt.

Sådan havde det ikke behøvet at være – for selvfølgelig kan man tage på en træningstur og prøve det af. Men når man skal gå fra nybegynder til elite i en ny sport på få år, så er der bare ikke tid til at “spilde” en sæson på at prøve tingene af før man går all in på projektet.

For 14 år siden havde Danmark et bobslædehold – og flere fra dengang er en del af Bob og Skeleton Danmark og der er selvfølgelig masser af hjælp og opbakning at hente derfra, men når det er så lang tid siden Danmark havde aktive bobslædeatleter, så er der reelt tale om at starte helt forfra. Så forberedelserne har været massive.

Udover at skaffe sponsorer, få styr på bobslæde, sikkerhedsudstyr, tøj, sko, værktøj, transport af bobslæde, træningsophold, covid-19 regler, kommunikationsarbejde (som tager meget længere tid end man måske tror), administrative opgaver, skaffe licenser (man kan ikke træne på en bobslædebane uden at have en aktiv international licens) som indebærer at få styr på forsikring, et hav af oplysninger, formularer og erklæringer, anti-doping, lægeerklæring og en baseline test, der skal bruges ved eventuelle hovedskader, så er der alt det sportslige udover det. For selvom de fem danske bobslædeatleter er nye til bobslæde, så er de jo allerede eliteatleter, som træner mindst 15-20 timer om ugen, skal til behandlinger, forberede, planlægge og alt det andet der hører til atletlivet – og så er der også lige studier og arbejde.

Så investeringen i tid, penge og energi har været stor forud for første træning. Og intet er nemt, hver gang 10 opgaver er klaret, så opstår der 20 nye, og meget af det der skal skaffes er specialudstyr, der kun findes i udlandet. Fx skulle vores bobslæde hentes i Østrig:

Covid-19 har ændret en del på vores første sæson, og endte med at betyde at vores første træningslejr også ville byde på vores to første konkurrencer i Europa Cup (EC), hvor der var to konkurrencer (EC1 og EC2). Igen et helt absurd set up – men sådan blev det og så er det bare om at holde fokus på egen træning og udvikling og så lære, lære og lære.

Træningslejr

I uge 48 og 49 flyttede vi ind i et hus i Winterberg i Tyskland og så var det langt om længe blevet tid til første træning. Jannick og Simon er hovedansvarlige for Bobslæden Danmark og kommer til at være med hver gang, og Lukas, Marius og Rasmus skiftes til at tage med. Marius var med på første tur.

Første træning startede for Jannick med en track walk hvor han gennemgår banen sammen med den tyske træner Andreas Neagu, som gerne ville hjælpe os godt i gang. Som han selv udtrykte det: “I could sit at home right now, but I couldn’t do that if you guys were out here just killing yourselves”. For Marius og Simon starter træning med at gøre slæden klar – et arbejde som man også skal lære, og man har ikke en gang en idé om, hvad man skal spørge om, så det handler om at håbe på andres hjælp. Heldigvis består bobslædemiljøet af hjælpsomme og imødekommende mennesker, som gerne vil hjælpe.

Jannick, Marius og Simon beskrev første træningsdag sådan her:

Jannick debuterede som pilot og over de to uger, så har han imponeret alt og alle med sine evner til at kaste sig ud i noget nyt og så mestre det så godt som han allerede nu gør – men Jannick er en af den slags irriterende mennesker, der bare hurtigt bliver god til alle mulige forskellige sportsgrene og han får det til at se så let ud – selvom det er alt andet end let.

De to uger bød på en stejl læringskurve – man har to max tre nedkørsler på en dag, så man er nødt til at få maksimalt udbytte ud af træningerne. Man ankommer gerne mindst to timer før et banetræningspas for at forberede træningen med en track walk og klargøring af slæden, og så tager selve træningspasset ca. to timer, og selvom det lyder af meget, når en nedkørsel tager ca. et minut, så sker der en masse ting. Man afleverer transportkasserne som slæden står i på en bil som kører dem til målområdet. Så gør man slæden og sig selv klar, varmer op, og efter nedkørslen, så skal transportkasserne på slæden, slæden skal lastes på en bil som transporterer slæden op til start igen, og så tager man selv en anden bil op til startområdet, hvor man via walkie talkies kan få feedback inden det hele starter forfra.

Vi startede ud siddende i slæden og fra kurve tre for at forkorte banen en smule. På anden træningsdag havde vi vores første, og indtil videre eneste, crash, og første træningsuge sluttede af med fine nedkørsler hvor Jannick fortsat startede siddende, men hvor Marius eller Simon luntede slæden i gang og hoppede ind bag Jannick.

Læs mere om crashet i Jannicks interview med TV2 her.

I anden træningsuge var tingene lidt anderledes. Her var det Europa Cup uge, og det betyder at flere hold er ankommet. Liechtenstein er bl.a. ankommet – og de har sagt ja til at indgå et længerevarende samarbejde med os, så de hjælper os med primært trænerkompetencer. I anden uge rykkede vi fra kurve tre og op til starten, og så var Jannick blevet træt af at starte siddende i slæden, så han kom også op for at smålunte slæden i gang. Og så var det blevet konkurrencetid.

Konkurrencer – EC1 og EC2

Vi gentog igen og igen at konkurrencerne er træning – det er KUN træning for os. Vi er her ikke for at konkurrere med hverken os selv eller mod nogle andre. Vi skal lære hvordan en konkurrencedag fungerer, og vi skal bare have så mange nedkørsler med os inden vi skal hjem igen.

Meeeeeeen det ER jo svært når man er vant til at konkurrere og vant til at vinde – eller i det mindste vant til at være dygtig. Men vi overholdt planen og selvom smålunt blev til småløb, så var der på intet tidspunkt tale om at yde noget der minder om en reel præstation. For det kan det først være, når der ydes maksimalt i starten – og når man ikke gør det, så bliver tiden bare aldrig konkurrencedygtig eller sammenlignelig med andre hold. Men vi glæder os til at kunne komme til at give den fuld gas.

Simon, Marius og Jannick fortæller her lidt efter EC2:

Det var ikke det hele der var helt fantastisk. Det at crashe er – selvom det er en del af sporten – en voldsom oplevelse. Og det sætter sig i kroppen – både fysisk og mentalt. Og efter første nedkørsel var Simon ikke sikker på han nogensinde skulle køre bobslæde igen. Det var en oplevelse af komplet dødsangst og hvordan han kom igennem det er emnet for næste webdok.

Hvis du vil mærke mere af stemningen fra turen til Winterberg, så kig forbi vores Instagram (@bobslaeden) og kig højdepunkterne igennem.

Det er dyrt at køre bobslæde – alt omkring sporten koster penge – mange penge. Så vi har startet en crowdfunding og hvis du har mulighed for og lyst til at støtte, så kan du gøre det her – du bestemmer selv beløbet. Og hvis du ikke har mulighed for at støtte selv, så er det også en hjælp at sprede ordet.

Hvis du vil være sponsor så kontakt Jannick Bagge på jannick@bobslaeden.dk

Læs videre i fjerde del her: Del 4 – Frygt