Del 2 – Pushcamp

Læs tidligere webdok afsnit her: Webdok

Tirsdag d. 10. november 2020

Hvis det skal være nemt at træne, så skal man ikke vælge bobslæde som sin sport. Der er ingen baner til at træne bobslæde eller starter i Danmark (endnu?), men heldigvis skal vi ikke længere væk end til Tyskland for at finde træningsmulighederne.

Vores første træningstur var en pushcamp i Altenberg, Tyskland og vi var af sted fra onsdag d. 9. til søndag d. 13. september. Bobslæde afgøres af tre faktorer; start, kørsel og materiel, og på en pushcamp træner man starterne. Altså den sprint man laver for at få bobslæden op i fart og det at hoppe ind i slæden/træningsvognen. Det foregår på en bane på skinner og det var vores helt første træninger med de nye bevægelsesmønstre, der skal læres og forfines.

Udover træningen på banen, så var der også daglig atletisk træning – her er et lille smugkig fra den allerførste træningsdag:

Læringskurven er stejl, men det var tydeligt at mærke og se forbedringerne på de bare fire træningsdage. Jannick Bagge er holdets pilot og dermed den bobslædeatlet, der sidder forrest og styrer bobslæden igennem banen, og derfor er hans position og indspring lidt anderledes end de andres. Simon Darville, Marius Glenner-Frandsen, Lukas Medina Sørensen og Rasmus Overgaard Madsen er brakemen, og sidder på plads 2, 3 eller 4 i bobslæden. Den bageste mand bremser og alle brakemen understøtter pilotens nedkørsel.

Det kan godt være det måske ser enkelt ud at køre bobslæde, og at man som brakemen måske bare sætter sig ind og nyder turen ned, men det er så hårdt for kroppen at det er begrænset hvor mange gange man kan lave en nedkørsel på en dag, og det er også for voldsomt at starte ud i 4’er bobslæde, så vi starter ud i 2’er bobslæde, og har dermed en pilot og en brakeman.

Men tilbage til pushcampen.

Foto af Carsten Bagge
Foto af Carsten Bagge
Foto af Carsten Bagge
Foto af Carsten Bagge
Foto af Carsten Bagge
Foto af Carsten Bagge

Fire træningsdage går hurtigt, men vi fik også mulighed for at lave en track walk på bobslædebanen i Altenberg. En track walk er en gåtur gennem banen, hvor man kan nærstudere detaljerne i ro og mag og forberede ens nedkørsel. For os handlede det mest af alt om at se en bane og få en forståelse af dimensionerne – men der blev naturligvis også nørdet detaljer.

Foto af Carsten Bagge
Foto af Carsten Bagge
Foto af Carsten Bagge

Drengene satte selv lidt ord på pushcampen – reaktionerne er filmet på bobslædebanen i Altenberg.

Nu er det to måneder siden vi tog af sted på pushcamp, og vi skulle have været på træningslejr og køre nedkørsler på is, men vi er, som alle andre, påvirkede af den nuværende Corona situation, så to planlagte ture har vi været nødt til at aflyse. Men næste skridt er at få hentet vores bobslæde i Østrig (vi tager af sted i morgen), og så tager vi til Tyskland i uge 48 og 49, hvor vi skal træne på is og slutte turen af med vores to første bobslædekonkurrencer. Vi deltager i Europa Cup og skal i konkurrence lørdag d. 5. og søndag d. december.

Jannick og Simon har sat lidt flere ord på pushcampen her to måneder efter:

Nu glæder vi os til at få hentet vores helt egen* bobslæde med hjem til Danmark. Østrig vi er nærmest på vej!

*Ja okay – vi låner den af det internationale bobslædeforbund, men vi kommer til at knuselske den som var den vores egen.

Læs videre i tredje del: Del 3 – Træningslejr og EC